På Institut for Byggeri og Bygningsdesign er vores uddannelser bygget op og bliver løbende tilpasset med omtanke for erhvervslivets behov. Undervisningen er projekt- og problembaseret, og på diplomuddannelsen er indlagt et halvt års værdifuld praktik.
Færdiguddannede ingeniører fra Institut for Byggeri og Bygningsdesign kan tænke kritisk og helhedsorienteret, arbejde balanceret med teori og praksis og finde kreative løsninger på komplekse udfordringer.
Beskæftigelsen for både vores diplomingeniører og civilingeniører er høj.
Civilingeniøruddannelsen (bachelor + kandidat) tager i alt fem år, og som færdiguddannet civilingeniør er vores dimittender initiativtagere for mange store forandringer i vores samfund og får i dag job i stort set alle brancher, hvor teknologi spiller en rolle, både i Danmark og i udlandet.
Diplomingeniøruddannelsen tager 3½ år, og allerede under uddannelsen møder de studerende erhvervslivet i deres ingeniørpraktik. Vores færdiguddannede diplomingeniører kan gå direkte ud på arbejdsmarkedet efter studierne og bidrage aktivt i en virksomhed, mens nogle vælger kurser, så de kan læse videre til civilingeniør (kandidat).
Som færdiguddannet ingeniør har man også mulighed for at gå forskervejen, hvis man supplerer sin uddannelse med en ph.d.