Byggebranchen besøgte Navitas
Byggebranchens virksomheder mødte talstærkt op for at møde ingeniørstuderende til Praktikmatch på Aarhus Universitet.
160 repræsentanter fra virksomheder deltog i efterårets Praktikmatch, hvor de havde mulighed for at møde den kommende generation af bygningsingeniører med specialiseringer inden for bærende konstruktioner, energi og indeklima, byggeproduktion, miljøteknik, infrastruktur og geoteknik.
Læs mere om Institut for Byggeri og Bygningsdesign
Universitetet afholder Praktikmatch to gange om året, og målet er at give diplomingeniørstuderende på uddannelserne Bygning og Bygningsdesign gode forudsætninger for at vælge, hvor de vil i praktik.
“Praktiksemesteret er en meget vigtig del af diplomingeniøruddannelsen, og vi vil derfor gerne hjælpe vores studerende med at finde et godt virksomhedsmatch,” siger Mads Bech Olesen, lektor ved Institut for Byggeri og Bygningsdesign ved Aarhus Universitet.
Praktikanter er populære i byggebranchen
Og mens mange andre unge må knokle for overhovedet at komme i betragtning til en praktikplads, så er det den omvendte verden på Navitas i Aarhus, hvor den næste generation af bygningsingeniører studerer.
”Der er rift om pladserne til praktikmatch, og vi er meget glade for erhvervslivets store interesse for vores studerende. I branchen ved man godt, at diplomingeniører fra Aarhus kan noget særligt. Vi har virksomheder, som kommer både fra Sjælland og Fyn,” siger Mads Bech Olesen, lektor ved Institut for Byggeri ved Aarhus Universitet.
Han understreger, at praktiksemesteret på diplomingeniøruddannelserne er en vigtig del af universitetets videnoverførsel til erhvervslivet.
“Semester efter semester tager vores studerende deres viden med ud i branchen, når de skal i praktik, og de kommer tilbage med en helt anden modenhed og en indsigt i byggerierts aktuelle innovations- og teknologiudfordringer. Det er et meget vigtigt samspil,” siger Mads Bech Olsen.
Et vigtigt samspil
En af de studerende, der skal i praktik efter sommerferien er Anne Groth, som læser til diplomingeniør i Bygningsdesign. Hun interesserer sig for trækonstruktioner, og vil gerne i praktik i et rådgivende ingeniørfirma.
”Jeg går efter en virksomhed, der kan tilbyde fagligt interessante opgaver, og som arbejder med bæredygtighed. Det er det vigtigste, for det er den vej, hele branchen bevæger sig,” siger hun.
Abdel Fahim Sadi læser til diplomingeniør i Byggeri, og han er grundig i sit arbejde med finde en god praktikvirksomhed.
”Praktiksemesteret fører meget ofte til det første job, så det betyder noget for mig at møde forskellige virksomheder. Jeg vil gerne se folk i øjnene, mærke om der er kemi og få en fornemmelse af arbejdspladskulturen. Derudover går jeg efter en mellemstor virksomhed, hvor jeg kan prøve lidt af hvert og samtidig få en del ansvar,” siger han.
Læs mere om ingeniøruddannelser inden for byggeri
Krog i talenterne
Abdel Fahim Sadi har ret. For det er næsten hver tredje studerende på bygningsingeniøruddannelserne, der går tilbage til praktikvirksomheden og får det første ingeniørjob.
Det er ikke nogen hemmelig for byggeriets virksomheder, og for dem handler praktikmatch derfor også om at scoute talenter.
”Vi ser vores praktikanter medarbejdere med rigtig meget at byde på. Samtidig har vi i løbet af den tid, de her hos os, mulighed for at knytte relationer til dem. Ofte tilbyder vi dem efterfølgende et studiejob, og når de er færdige på universitetet, så fører det i mange tilfælde til en fast ansættelse. Praktikmatch er derfor en vigtig rekrutteringskanal for os,” Kåre Tinning, afdelingschef i D.A.I.
Morten Riis Østergaard er teamleder i ingeniørvirksomheden AFRY, og han prioriterer at deltage i Praktikmatch for at møde kandidaterne til praktikantstillingerne på forhånd.
”Det gør jeg fordi, praktikanterne er en værdifuld resurse for os. Vi har rigtig meget glæde af samarbejdet. Mit indtryk er, at de relativt hurtigt bliver en del af teamet og kommer til at producere på et højt niveau. Langt de fleste af vores praktikanter fastholder vi efterfølgende i studiejobs, og der er derfor en del folk hos os, der er tidligere praktikanter,” siger han.
Ledigheden for nyuddannede bygningsingeniører fra Aarhus Universitet er cirka ti procent.