Aarhus Universitets segl

Nye måder at bygge med træ

Markus Hudert er ny adjunkt på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet. Med sin baggrund i arkitektur og forskning i trækonstruktioner tilfører han ny viden til området for tektonisk design, som er et vigtigt forskningsområde på universitetet.

"Der er næppe et bedre sted end Danmark at forske i trækonstruktioner, fordi der sker så meget på området lige nu her i regionen. Det er her, vi kan hjælpe med at gøre en forskel i bygnings- og byggesektoren, som i øjeblikket er ansvarlig for mere end en tredjedel af de globale CO2-emissioner," siger adjunkt Markus Hudert. Foto: Melissa Yildirim, AU Foto.

Legemliggørelse af tidsånden, indkapsling af Zeitgeist. Det var faktisk disse ting, der oprindeligt tiltrak Markus Hudert ved arkitekturen: At historiens kulturelle epoker siden oldtiden er reflekteret i vore bygværker.

Arkitektur er et åbent vindue til datidens luner, teknologi, kultur og tro og er stadig den dag i dag et udstillingsvindue for selvsamme overbevisninger.

"Det er spændende, hvordan arkitekturen fusionerer kulturelle og teknologiske aspekter gennem tiderne. I dag er der for eksempel et stadig stærkere fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi, og denne tænkning afspejles i vores arkitektur," siger Markus Hudert, som er ny adjunkt på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet.

Markus Hudert kommer med en baggrund i arkitekturen fra Coburg University of Applied Sciences og Städelschule academy of fine arts i Frankfurt. Men efter fire år som praktiserende arkitekt skiftede interessen fra etableret designpraksis til materialer og montagestrategier og dermed til verdens ældste og alligevel mest populære byggemateriale: Træ.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Melissa Yildirim, AU Foto. 

”Derfor tog jeg skridtet til forskningen og lavede ph.d. inden for nye trækonstruktioner i samspillet mellem arkitektur og strukturel ingeniørvidenskab. Jeg var fascineret af muligheden for at anvende træs særlige egenskaber som driver i designprocesser. Det er et spændende materiale, både som organisme og som konstruktionsmateriale. Levende træ tilpasser sig løbende sine omgivelser og ændringer i sine leveforhold,” siger Markus Hudert og fortsætter:

”Vi efterligner stadig naturen, når vi løbende udvikler nye typer træbaserede materialer med egenskaber, der matcher vores behov. Samtidig tillader disse nye materialer os at overvinde nogle af begrænsningerne af naturligt dyrket træ. For eksempel anvender traditionelle træstrukturer lineære elementer, hvorimod plane trækomponenter som f.eks. CLT har givet mulighed for konstruktionen af mange moderne etagebyggerier i træ. Ved at kombinere nye træbaserede materialer med digitalt design kan der opstå helt nye arkitektoniske muligheder.”

Træ er en vedvarende ressource. På grund af sin natur er det desuden relativt let at demontere træstrukturer, og det gør det derfor let at genanvende komponenterne. Det er denne egenskab, der gør træ interessant i forbindelse med tektonisk design, som er det forskningsfelt, Markus Hudert nu er en del af på Aarhus Universitet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Melissa Yildirim, AU Foto. 

Markus Hudert tog sin ph.d. ved École Polytechnique Fédérale de Lausanne (EPFL) i Schweiz og arbejdede siden som postdoc ved først Technische Universität Braunschweig og Aalto University og siden Singapore University of Technology and Design, inden han søgte stilling i Danmark.

"Dele af Asien er langsomt ved at vågne op eller måske rettere genopdage fordelene ved at bygge i træ. Men der er næppe et bedre sted end Danmark at forske i trækonstruktioner, fordi der sker så meget på området lige nu her i regionen. Det er her, vi kan hjælpe med at gøre en forskel i bygnings- og byggesektoren, som i øjeblikket er ansvarlig for mere end en tredjedel af de globale CO2-emissioner. Det tror jeg, vi kan gøre meget ved, særligt hvis man tager hensyn til indlejring af kulstof ved at bruge mere træ i konstruktioner,” siger han.

Markus Hudert er medredaktør af bogen "Rethinking Wood: Future Dimensions of Timber Assembly", som er en samling af fremadrettede tilgange til træbaserede materialer og konstruktion.


Kontakt

Markus Hudert