Iben har det lækkert med matematik - og vaklede mellem flere naturvidenskabelige uddannelser
Selvom radiatorberegninger ikke er det fedeste i livet, er Iben Carlsen rigtig glad for at læse til civilingeniør. ”Jeg analyserer ikke tekster i gamle bøger, jeg laver beregninger på et rør, der findes i virkeligheden,” siger hun.
”Jeg har altid elsket broer.”
Shit, tænkte Iben Carlsen: ”Jeg har aldrig elsket broer eller skænket dem en tanke?”
Ordene kom fra en af de studerende på civilingeniør-studiet, der holdt et oplæg til U-days om, hvorfor hun havde valgt netop dén uddannelse.
”Jeg har heller aldrig været betaget af broer eller undret mig over, hvordan man laver en, når man kører over Stolebæltsbroen,” fortæller hun:
”Altså, aldrig.”
Derfor nåede Iben Carlsen at overveje, om det var den rigtige uddannelse for hende.
Hun besluttede sig alligevel for, at det ikke skulle skræmme hende fra at høre mere om, hvad det ville sige at læse til civilingeniør. Og det er hun glad for.
I dag er Iben Carlsen ved at afslutte 6. semester på sin bachelor, hvor hun specialiserer sig i energi og indeklima, og hun har aldrig fortrudt, at hun gik ingeniørvejen.
”Men det var svært at vælge dén fremfor alle mulige andre uddannelser, hvor man også har matematik for matematikkens skyld,” siger hun om sine overvejelser.
Et praksisnært studie
Iben Carlsen fandt ud af på efterskolen, at hun godt kunne lide matematik og fysik. Det skyldes i høj grad en god lærer, men også at det var relativt nemt for hende.
Det bekræftede et grundforløb i gymnasiet, men alligevel endte hun med at vakle mellem den samfundsvidenskabelige og den naturvidenskabelige linje.
Ligesom hun senere var i tvivl om, hvorvidt hun skulle læse jura eller en naturvidenskabelig uddannelse på universitetet.
”Jeg blev ved med at vende tilbage til matematikken. Jeg kan godt lide, at der er et facit. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide at diskutere, men der er ligesom et svar på det, jeg beregner og argumenterer for. Det er ikke noget, man kan føle eller mærke sig frem til,” forklarer Iben Carlsen.
Derfra er der stadig mange uddannelser, der byder på et klart facit. Alligevel var der noget ved ingeniørfaget, der hev i hende.
”Jeg sidder ikke på mit eget lille værelse og læser en meget gammel bog. Jeg laver beregninger på et rør, der findes i virkeligheden, og som skal indgå i et rigtigt byggeri,” forklarer hun:
”Jeg har også gruppearbejde, og der er flere projekter undervejs. På den måde er det meget konkret og virkelighedsnært, og det kan jeg rigtig godt lide. Det er ikke kunsthistorie, hvor jeg ikke helt ved, hvad jeg ender ud som.”
Nye sprog at lære
Selvom man godt kan lide matematik – og er god til det – er det alligevel et andet sprog, man skal lære, når man starter på et universitet.
”Man skal lære nye fagtermer, som vitterligt er et helt nyt sprog. Og så er læringskurven stejl. Der er selvfølgelig en introduktion til alt nyt, og de er fagligt gode til at tage en i hånden – men det bliver ikke gentaget fem gange,” forklarer Iben Carlsen.
Det fungerer godt for hende, fordi hun godt kan lide tempo og udfordringer. Men når det kombineres med fag, man ikke selv har bedt om, bliver man udfordret, fortæller hun.
”Ugh, ja, så finder man ud af, at man ikke skal være geotekniker f.eks.,” griner Iben Carlsen:
”Men så finder man til gengæld også ud af, hvad man gerne vil specialisere sig i.”
Iben Carlsen har valgt studielinjen indeklima og bygningsfysik. Hun blev nysgerrig på emner som sundhed, komfort og produktivitet i byggeriet – og hele det bæredygtige aspekt af dét.
”Selvom jeg ikke synes, at radiatorer og rør-beregninger er det fedeste i hele mit liv, så kan jeg godt se meningen med at skulle forstå og kunne det.”
Det hjælper også med gode undervisere, som er tæt på de studerende. Undervisningen foregår i klasser og ikke i et stort auditorium, som man ellers ofte forbinder med universitetet.
”Underviseren kender dit navn, og det kan godt være angstprovokerende for nogen. Men jeg synes, det er fedt, at man kan tage fat i Steffen eller Pil uden at være nervøs for det,” siger hun.
Da kandidaten bankede på døren, vidste hun heller ikke, hvad hun skulle vælge.
Energi og bæredygtighed er emner, hun kredser om, og derfor endte hun med at vælge retningen Construction Management and Engineering.
Du kan læse meget mere om de ingeniørfaglige uddannelser på AU Engineering.
Her kan du blive klogere på diplom- og civilingeniøruddannelsen samt de forskellige retninger på bachelor- og kandidatniveau.