Aarhus Universitets segl

Fra pølse til hus: Hasan 3D-printer tiny-house i Holstebro

Hasan Alsofi blev uddannet bygningsingeniør i januar 2021. Nu har han stiftet entreprenørfirmaet 3DCP med kammeraten Mikkel, og sammen med bl.a. Holstebro Kommune er de nu i gang med at opføre virksomhedens pilotprojekt. Drømmen er at blive Danmarks første 3D-print-totalentreprenør og i øvrigt fuldstændig revolutionere byggebranchen.

"Det er ubeskriveligt fedt, at se prototypen rejse sig lag for lag, og se vores vision blive til virkelighed,” siger Hasan Alsofi, der blev uddannet bygningsingeniør i januar 2021 og derefter stiftede virksomheden 3DCP med makkeren Mikkel. Foto: Privatfoto.

 

Midt i Holstebro, et stenkast fra stationen, er en helt ny slags bolig ved at se dagens lys. Her er en kæmpestor 3D-printer i gang med printe lange beton-’pølser’ ud oven på hinanden, lag for lag, indtil det til sidst danner rammen for et hus. Huset bliver prototypen på et 37 kvm stort arkitekttegnet tiny-house, som virksomheden 3DCP ApS opfører i samarbejde med bl.a. Holstebro Kommune, Saga Space Architects, Bygkontrol ApS og Cobod A/S.

Bag 3DCP står de to studiekammerater Hasan Alsofi og Mikkel Brich, hhv. uddannet bygningsingeniør og jurist fra Aarhus Universitet, og de er godt i gang med totalt at ændre spillereglerne i en af verdens ældste brancher.

”Ved hjælp af moderne 3D-print-teknologi kan vi bygge bedre, billigere, langt hurtigere og mere spændende og bæredygtige huse. 3D-print er uden tvivl en kæmpe milepæl for byggeindustrien og de metoder, der har dannet standarder i århundreder, og det er ubeskriveligt fedt, at se prototypen rejse sig lag for lag, og se vores vision blive til virkelighed,” siger Hasan Alsofi.

De to venner stiftede virksomheden efter deres uddannelser. De ”legede med tanken om 3D-printede bygninger, fordi de syntes, det var både cool og super effektivt”, forklarer Hasan, og Mikkel, som oprindeligt er fra Holstebro og kendte til en ledig byggegrund, tog fat i kommunen, som straks var klar på projektet:

”Henvendelsen fra 3DCP er et virkelig interessant initiativ, som kan vise os noget om fremtidens byggemetoder og boformer. Takket være de innovative processer i 3D-print, kan man bygge nye og bæredygtige huse, på kortere tid, så der kan blive tid og råd til at forfine andre processer,” siger Thomas Leerberg, planchef i Holstebro Kommune.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Første 3D-print af tiny-house i Holstebro. Planen er mange flere, og det giver rigtig god mening, for det minimerer bl.a. materialespild, er billigere og går hurtigere, forklarer Kasper Lynge fra Aarhus Universitet. Foto: Privatfoto. 

Med 3D printede huse kan man bygge hurtigere, grønnere, billigere og med større arkitektonisk frihed. Selve råhuset på de 37 kvm kan faktisk opføres på blot 8 timer, og det kan være med til at frigive nogle ressourcer på at bygge bedre, at fokusere på et bedre indeklima og på mere bæredygtige løsninger helt generelt.

Og det er helt og aldeles nødvendigt med mere grønne, sunde og bæredygtige løsninger til byggeriet, lyder det fra Kasper Lynge, viceinstitutleder på Institut for Byggeri og Bygningsdesign på Aarhus Universitet.

Bygninger står nemlig i dag for ca. 40 pct. af Danmarks samlede energiforbrug, 65 pct. af bygningerne er opført før 1980, hvor der ikke blev stillet synderlige krav til energiforbrug og indeklima, og materialeproduktion til byggeindustrien er en af verdens største klimasyndere.

”Vi ser ind i fremtiden med dette pilotprojekt,” siger Kasper Lynge, viceinstitutleder på Institut for Byggeri og Bygningsdesign på Aarhus Universitet. ”Automatisering og digitalisering får større og større betydning i byggeriet af flere årsager. For det første kan vi bygge hurtigere og billigere og med helt nye former end før, og for det andet kan vi minimere spild og bruge færre materialer.”

Han fortsætter:

”Lige nu bruger vi beton, men på sigt vil vi med 3D-print kunne begynde at se på andre materialer som f.eks. ler. Vi glæder os til at følge projektet og blive klogere. Vi har i den grad brug for folk som Hasan og Mikkel – der bare kaster sig ud i det. Det er den måde, byggebranchen udvikler sig på.”

Institut for Byggeri og Bygningsdesign støtter projektet via et vidensamarbejde. Når prototypen er færdig, er planen, at universitetet vil foretage målinger på byggeriet og bruge viden i undervisningen af ingeniørstuderende.

Planen med projektet er at opføre prototyper på minihuse på grunden i Holstebro. Men kommunen vil gerne gå videre end blot prototyper, og Thomas Leerberg fortæller således, at han regner med, at kommunen har indflytningsklare 3D-printede tiny-houses klar til beboelse om halvandet år, hvis alt går vel.


Kontakt

Kasper Lynge, viceinstitutleder på Institut for Byggeri og Bygningsdesign
Mail: kl@cae.au.dk
Tel.:+45 93508712

Jesper Bruun
Videnskabsjournalist
Mail: bruun@au.dk
Tel.: +45 42404140