Bjarke ændrer fokus, når AI gør alting hurtigere: ”Vi skal lære de studerende alt det, man ikke kan prompte sig ud af”
Kunstig intelligens har ændret ingeniøruddannelsen. Derfor handler undervisningen i stigende grad om alt det, AI ikke kan. Det bliver tydeligt, når 55 studerende sendes ud i et tværfagligt byggeprojekt.
Der går ikke mange timer, før de første frustrationer melder sig.
Konstruktionsingeniørerne venter på de geotekniske ingeniører. Opgaverne skal løses og overholde reglerne for begge fagligheder, mens deadlines skrider, og så går samarbejdet nogle gange i hårdknude.
"De synes, hinanden er pisseirriterende i starten," siger Bjarke Aggersbøl Apollo med et smil.
Scenen udspiller sig ikke på et byggemøde, men på 6. semester af diplomingeniøruddannelsen.
Over tre og en halv dag arbejder 55 studerende sammen om et aktuelt projekt, som underviser Bjarke Aggersbøl Apollo har valgt.
Denne gang arbejder de med et aktuelt udviklingsprojekt i Randers, hvor en ny klimabro og transformationen af en bevaringsværdig bygning skal tænkes sammen.
Opgaven sætter alle fagligheder i spil og kræver samarbejde på tværs.
Workshoppen udstiller lynhurtigt alt det, som kunstig intelligens ikke kan hjælpe dem med: Konflikthåndtering, koordinering og kommunikation mellem faglighederne.
”De brokker sig over hinanden – men sådan er virkeligheden jo. De lærer hurtigt, hvor afhængige de er af hinandens fagligheder, og hvad det kræver på en byggeplads,” siger han.
”De bedste projekter er dem, hvor man tager konflikten i starten og finder de gode løsninger sammen.”
Bjarke Aggersbøl Apollo er ikke fokuseret på outputtet af selve workshoppen. Han er mere optaget af, at de studerende lærer om processerne og samarbejdet.
“AI kan mange ting. Udregne og skrive rapporter. Men den kan ikke få geoteknikeren og konstruktionsingeniøren til at forstå hinanden. Det skal de lære her.”
Giver ikke mening at bekæmpe AI
Bjarke Aggersbøl Apollo er en relativ ny underviser på Institut for Byggeri og Bygningsdesign.
Sidste år blev han ansat som adjunkt og underviser på første og sjette semester.
Med sig har en mange års erfaring fra byggebranchen, hvor han især har arbejdet med digitalisering, produktudvikling og BIM.
Og han insisterer på at tage aktuelle byggeprojekter med ind i undervisningen.
”Faget rykker sig enormt hurtigt. Vi skal følge udviklingen i branchen og uddanne de studerende til den virkelighed, der venter dem. Ellers risikerer vi at uddanne dem i forældede værktøjer,” siger han.
Han mener ikke, at det giver mening at tænke digitalisering som et selvstændigt fag. Det gennemsyrer allerede hele ingeniøruddannelsen. Det samme gør kunstig intelligens.
Derfor nytter det ikke, at man som universitet kæmper mod AI - eller udelukkende trækker mod det analoge for at undgå snyd.
”Vi kan ikke forhindre de studerende i at bruge ChatGPT og alt det andet. Teknologien er der og bliver brugt - også i erhvervslivet,” siger han.
Men AI ændrer alligevel undervisningen.
”Det har bidraget med en helt ny hastighed, hvor man på et splitsekund kan få svar og løsninger på de mest komplicerede spørgsmål,” siger han:
"Som modsvar til det, sænker jeg tempoet.”
”Ikke fordi vi skal være gammeldags som universitet, men fordi der ligger læring i mellemregningerne. I overvejelserne. I at opstille forsøg og diskutere. I at tage fejl og så prøve igen. AI springer direkte til svaret."
Alt det, de ikke kan prompte sig ud af
Tidligere handlede meget undervisning om at finde det rigtige svar. I dag handler den lige så meget om at kunne vurdere, om svaret overhovedet er rigtigt.
”Vores opgave er at lære de studerende at forholde sig kritisk til de svar, de får,” siger han.
De studerende skal stadig kunne beregne, dimensionere og projektere. Men det er ikke længere nok.
"Vi skal lære dem at navigere i komplekse byggeprojekter, samarbejde på tværs og at håndtere alt det, man ikke kan prompte sig ud af.”
De studerende skal lære at løfte blikket fra deres eget speciale og bruge hovedet på en anden måde, end de er vant til, mener Bjarke Aggersbøl Apollo.
”De specialiserer sig tidligt i deres uddannelse hos os, men de skal også lære at tale samme ingeniørsprog – eller i det mindste forstå hinandens.”
”Ellers bliver det et brat møde med virkeligheden, når de kommer ud i byggebranchen.”
Når præmissen for undervisningen ændrer sig, må man tilpasse den.
"Den tværfaglige forståelse er så vigtig – også i en tid med kunstig intelligens. AI kan give svar, men den kan ikke få mennesker til at forstå hinanden eller løse konflikter.”
”Derfor laver vi workshoppen. Og så kan det godt være, at jeg ikke scorer de højeste tilfredshedspoint, når vi evaluerer workshoppen. Men det er den eneste måde, de lærer det på,” smiler han.
”Jeg er overbevist om, at de studerende, som ikke kan se værdien af kurset her og nu, kan se det, når de rammer byggebranchen.”
CV
- Adjunkt ved Aarhus Universitet siden 2025.
- Har over 10 års erfaring med BIM, digitalisering og projektering i byggebranchen.
- Tidligere Product Manager hos EG A/S og digitaliseringsansvarlig hos Dansk Boligbyg A/S.
- Næstformand i BIM Aarhus.
Uddannelse
- Cand.polyt. (civilingeniør) i Arkitektur fra Aalborg Universitet.
- Efteruddannelse i evaluering og kvalitetsudvikling fra VIA University College.
Om projektet
Bolværksgrunden er et centralt område i Flodbyen, Randers. Her planlægges en bygning til Randers Kommunes borgerrettede funktioner samt musik- og teateraktiviteter, restaurant, bydelskontor og co-working-arealer.
På Ankerpladsen planlægges boliger og et parkeringshus.
Mod syd etableres Flodlejet, hvor Gudenåen møder Randers Fjord, med blandt andet flodbad, formidlingssted for naturoplevelser.
Nord for Havnegade etableres punkthuset Bryggen.
Læs mere om området her: Bolværksgrunden | Lad os mødes ved vandet